8. jun 2009 19:17, mumrikken
I dag har jeg forberedt mig på et døgn i noget, der godt kunne ligne helvede, men trods alt ikke er det (håber jeg i hvert fald ikke), ved at lave alt andet end dét, der er relevant. Jeg glæder mig enormt meget til jeg går ud af det lokale og vender ryggen til det fag for good.
Jeg har kvalt et par hjerneceller i mit forsøg på at fjerne for gammel neglelak med for gammel acetone, hvilket ikke var specielt effektivt, så nu har jeg tørre negle med en mærkelig overflade (men trods alt bedre end afskallet neglelak, bilder jeg mig ind).
Resten af dagen har jeg stenet foran computeren og set gamle udsendelser fra DR2, nærmere betegnet Clement Kjærsgaards talkshow, Clement: Fredag til fredag, som jeg så for første gang i lørdags. Han speedsnakker, nærmest med fråde om munden, og jeg er vild med introen til programmet. Han fascinerer mig lidt, han virker virkelig intelligent og han er så arrogant, at det er helt sjovt. Jeg ville ikke turde at stille op til interview med ham, han ville skyde mig ned med spørgsmål, som jeg ikke ville nå at besvare før han allerede er gået videre til noget andet. Han er så skarp og rap i replikken (hader det udtryk) og det er måske det, der fascinerer mig fordi jeg selv er alt andet end det. Og nu har jeg lige glemt, hvad jeg ville skrive... Men altså, jeg synes han er sej. Og så blev jeg også lidt betaget af Simon Kvamm, da jeg så programmet med ham. Dobbelt sejhed. Se det her.