Nu har bloggen jo haft fødselsdag her på smartlog, så nu er det tid til at flytte lidt. Fra nu af foregår det hele på blogspot, mere præcist lige her. Det bliver spændende at se, om jeg kan finde ud af det. Eller nej, det gør det ikke, for jeg er ret sikker på, jeg kan finde ud af det. Nevermind.
Jeg håber, jeg bliver glad for det, og ikke mindst, at vi ses derovre (og hvis der findes nogen derude, der linker til mig, må I selvfølgelig meget gerne huske at ændre linket). Au revoir!

(Antallet af sidevisninger boomede også helt sindssygt i går, undrer mig over, hvad det skyldes...)

... er det 2 år siden bloggen her så dagens lys. Og det er sådan set gået meget fint, synes jeg. Tiden går jo vildt hurtigt. Og så skal vi da lige have en lille sang på dagen (og den skal selvfølgelig fremføres af... ja, gæt selv (eller se videoens navn)).

Hurra, hurra og tillykke til bloggen! 

(Jeg bør nok advare om at følgende tekst er noget sentimentalt studentersnak fuld af gentagelser, klichéer og andet godt)
Alt ståhej er efterhånden overstået og jeg sidder tilbage med huehår og en mærkelig følelse. Den følelse, jeg altid rammes af, når noget stort er forbi. Det er virkelig underligt, at det er slut. At jeg ikke skal møde op til august sammen med alle de andre. Det er enormt dejligt, at der ikke er flere eksamener tilbage, ikke flere timer eller afleveringer, ikke mere dårlig samvittighed. Verden ligger for vores fødder, vi er frie. Samtidig er det også trist, at jeg ikke skal se alle de andre igen, både min klasse og lærerne. Nu bliver jeg helt rørstrømsk.
Under dimissionen kom jeg til at tænke på, at det nok var sidste gang vi alle var samlet. Og selvom vi har set så meget frem til den her tid i rigtig lang tid, og vi til tider har været stressede og irriterede på hinanden, så kommer jeg til at savne det. Der har været hårde perioder, der har været alt andet end sjove, men vi kom igennem og nåede målet. Trods de hårde tider har det virkelig været nogle gode år. Det har været slidet værd.
Det er nok først ved at gå rigtigt op for mig nu. At det er helt slut. Og nu er der bare et kæmpe tomrum tilbage. De ting, der har fyldt mit liv - der har været mit liv, de sidste par år, er slut. Det er så mærkeligt. Nok meget godt med en læseferie, så man kunne vænne sig til ikke at se de andre så meget mere. Jeg ved også godt, at vi ikke kunne blive hængende der til evig tid (og det er der nok alligevel heller ikke nogen af os, der har lyst til), det er tid til at komme videre og starte på et nyt kapitel. Det hjælper jo ikke noget, at hægte sig fast i fortiden. Som de kloge hoveder siger, skal man stoppe mens legen er god. Og den var rigtig god. Vel også derfor det er så svært at sige farvel til det hele. De år glemmer jeg forhåbentlig aldrig (skæret omkring dem bliver højst sandsynligt endnu mere lyserødt i takt med at de hårdeste tider ryger endnu mere i baggrunden). Og jeg glæder mig allerede lidt til reunion.

Så er jeg sørme færdig! Vi fik ikke danset verdens smukkeste dans her til morgen, min lærer og mig, så det endte ikke med en særlig prangende karakter, men det gør mig ikke noget. Mit gennemsnit er stadig helt fint og jeg havde sådan set heller ikke de store krav i dag, så det er som det skal være. Og nu har jeg bare fri, det er fantastisk!

Og så glemte jeg næsten at ærgre mig over, at jeg ikke kunne fejre Jason Mraz' fødselsdag sammen med ham, da han gav koncert i går. Men han kommer sikkert igen engang og ellers må jeg jo opsøge en koncert et andet sted. For nu har jeg jo fri og kan gøre hvad jeg vil*, hurra!

*(ikke at jeg har følt mig helt og aldeles fanget og indespærret de sidste par år, men altså... ja, I ved nok, hvad jeg mener)

Det er nok noget man ikke rigtig kan undgå, alle disse refleksioner... Og nu er jeg nødt til at få dem ud, så jeg kan slappe af.
Om små 12 timer åbner jeg ballet og det bliver forhåbentlig et godt et af slagsen. Egentlig har jeg haft det fint med, at jeg skal op den allersidste dag, men lige nu ville jeg hellere, at det var overstået i dag. Dagen igennem har jeg tænkt på alle dem fra klassen, der skulle op i dag. Nu er hun færdig, og han er færdig og hende og ham og ihh, nu er det mig, der er den næste. Den tanke fik alligevel mit hjerte til at banke lidt hurtigere her i eftermiddags, da dagens sidste student var klækket. Jeg er heldigvis ikke en af dem, der lider af eksamensangst, plejer at kunne tøjle nerverne og tage det rimelig afslappet. Men jeg må nok erkende at jeg er liiidt mere spændt end jeg normalt er, dagen før en eksamen.
Men det skal nok gå, det er jeg overbevist om, og hvis det ikke går fantastisk, så er det jo ikke jordens undergang. Det vigtigste er, at jeg så er færdig og helt galt går det da nok heller ikke.
Det er nu en lidt underlig følelse, det her. Nu er det virkelig snart slut. Sådan for alvor. Og jeg glæder mig helt vildt til sommerferie og frihed, og samtidig kunne jeg godt tænke mig bare en enkelt lille skoledag mere. Nå, jeg må hellere sætte mine papirer i en mappe og pakke tasken. Vi ses på den anden side af den allersidste dans med min engelsklærer (tænk, hvis det bare var en dans, der skulle til. Egentlig en lidt skræmmende tanke...).

Det er faktisk ikke helt tosset at være mere eller mindre besat af en bestemt musiker, for så er der gode chancer for at finde ny musik, som man også kan lide ved at se interviews på youtube. Så det er faktisk Jason Mraz, der har anbefalet Ingrid Michaelson (gid han havde gjort det direkte til mig og ikke gennem et interview, haha).
Nå, men Ingrid Michaelson har turneret rundt med Mraz sidste år og sangen her er vist hendes mest kendte indtil videre, så vidt jeg ved (det er i hvert fald den eneste jeg kender pt). Videoen er også dejligt farverig, fyldt med klovne, så man får helt lyst til at klæde sig ud eller noget. Jeg vil også danse tæt med en klovn mellem farverige strimler hængende fra loftet.

Så troede man lige, at man havde en helt almindelig kedelig uge med eksamensforberedelse og så ender det med, at man ramler ind i en stor sky følelsesmæssig turbulens.
Den ene dag sidder man med sviende, rødsprængte øjne, hvor man bliver mindet om fraværet hele tiden og får hovedpine fordi alt væske i ens krop er emigreret gennem tårekanalerne. Alt synes så forkert, selvom det nok var det rigtige at gøre, før tingene blev værre. Og jeg havde bange anelser, så var forberedt på det, og så alligevel ikke, for det er bare ikke noget, man kan forberede sig på. Hun har været der over halvdelen af mit liv og så er hun pludselig bare væk. Det er så mærkeligt. Og selvom det "bare" er et dyr, så er det sørgeligt alligevel. Utroligt, at tårekanalerne ikke er blevet tømt for længst... og nu begynder jeg snart at tude igen, hvis jeg ikke skifter emne.

Når det hele pludselig var så trist, så er det fantastisk at blive glædeligt overrasket over de skriftlige eksamener, man troede var noget værre hø. De gik alle bedre end jeg havde forestillet mig og jeg fik scoret en enkelt 7'er i matematik, to 10-taller og sidst, men ikke mindst, et fantastisk 12-tal i spansk, så det hjælper en del på humøret. Jeg skal holde op med at tro det er så dårligt, det jeg laver (men er nu stadig noget forundret over at den engelske og danske faldt i så god jord).

På det sidste har jeg været lidt træt af smartlogs begrænsede muligheder for design, layout eller hvad vi kalder det. Og at billederne ikke vil sidde der, hvor jeg vil have dem. At man ikke kan sætte aflange billeder ind uden at halvdelen mangler. Diverse småting. Så var det jeg lurede lidt på knappen til at eksportere indlæg... Men altså, jeg ved ikke rigtig, om jeg skal gøre det. Mumrikken er optaget på blogspot, men kunne selvfølgelig bruge mumrikkens i stedet for. Eller mumrikkensmumlerier. Men det er bare så langt. Det er virkelig de store spørgsmål i livet, hah. Er der ulemper ved blogspot man skal kende til, før man gør noget drastisk? Og hvilken adresse er den bedste?

Mit 24 timers helvede i selskab med Habermas, Ross, Koch og alle de andre gæve gutter er fortid og jeg håber virkelig ikke, at mine veje krydser d'herrer igen. Jeg er så færdig med det fag! Men det var godt nok værre end jeg havde forestillet mig. Da jeg endelig gik i seng, alt for sent og uden at være færdig, sov jeg dårligt. Jeg vågnede sågar kl. 2.30 og tænkte på min konklusion! Og det skete flere gange i løbet af natten, det var et mareridt, siger jeg jer (og nej, ikke i drømmeversion). Derfor var jeg temmelig smadret, da jeg stod alt for tidligt op for at færdiggøre min jammerlige synopsis (død over synopser!). Jeg slap afsted med en ok karakter fra den rigtige halvdel af skalaen, så helt galt gik det ikke.
Til gengæld følte jeg mig som en zombie resten af dagen, men fik alligevel slæbt mig hen på biblioteket med tropetemperaturer, så jeg var ved at gå til i min regnjakke. Ville låne nogle noder, så jeg måske kunne være lidt krea foran klaveret, men orkede ikke at gå op i musikafdelingen i den hede. Og det, jeg ville låne, var alligevel udlånt. Hej, kedelig og uinspirerende post...

I dag har jeg forberedt mig på et døgn i noget, der godt kunne ligne helvede, men trods alt ikke er det (håber jeg i hvert fald ikke), ved at lave alt andet end dét, der er relevant. Jeg glæder mig enormt meget til jeg går ud af det lokale og vender ryggen til det fag for good.
Jeg har kvalt et par hjerneceller i mit forsøg på at fjerne for gammel neglelak med for gammel acetone, hvilket ikke var specielt effektivt, så nu har jeg tørre negle med en mærkelig overflade (men trods alt bedre end afskallet neglelak, bilder jeg mig ind).

Resten af dagen har jeg stenet foran computeren og set gamle udsendelser fra DR2, nærmere betegnet Clement Kjærsgaards talkshow, Clement: Fredag til fredag, som jeg så for første gang i lørdags. Han speedsnakker, nærmest med fråde om munden, og jeg er vild med introen til programmet. Han fascinerer mig lidt, han virker virkelig intelligent og han er så arrogant, at det er helt sjovt. Jeg ville ikke turde at stille op til interview med ham, han ville skyde mig ned med spørgsmål, som jeg ikke ville nå at besvare før han allerede er gået videre til noget andet. Han er så skarp og rap i replikken (hader det udtryk) og det er måske det, der fascinerer mig fordi jeg selv er alt andet end det. Og nu har jeg lige glemt, hvad jeg ville skrive... Men altså, jeg synes han er sej. Og så blev jeg også lidt betaget af Simon Kvamm, da jeg så programmet med ham. Dobbelt sejhed. Se det her.